Vejle Kunstmuseum
Brug et par inspirerende timer på Vejle Kunstmuseum.
Aktuelle udstillinger
Velkommen på kunstmuseet!
Vejle Kunstmuseum inviterer jer alle sammen indenfor til kunstoplevelser, der tager udgangspunkt i livet og hverdagen. Kunstmuseet favner både de lokale helte og den helt aktuelle samtidskunst, der bearbejder samfundets rigtig svære spørgsmål! De forskellige fortællinger er genkendelige og giver et anderledes blik på verden omkring os. Nogle gange er det stort, andre gange er det småt, men der er altid noget, der sætter sit aftryk!
I udstillingerne kan du bl.a. opleve en stor samling af grafiske værker, kunst der udfordrer vores konventioner om kroppen, guldalderens konstruerede virkeligheder, portrætkunst i alverdens afskygninger og meget mere.
Julens åbningstider
🟢 Museet er åbent mellem jul og nytår d. 27., 28. og 29. december.
🔴 Museet er lukket 23-26/12 december og 30/12-1/1.
-
Vil du vide mere om Vejle Kunstmuseum?
-
Parkering ved museet Museet ligger midt i Vejle ved Mariaparken. De nærmeste parkeringsmuligheder er:
P-hus Albert, Ved Anlægget 24: 2 timers gratis parkering
Føtex, Ved Anlægget: 2 timers gratis parkering mandag – lørdag , gratis parkering hele dagen om søndagen.
Skolegade 1 (Vejle Kommune) Max. 3 timer mandag – fredag fra kl. 5-17, fri parkering på øvrige tidspunkter.
P-hus Bryggen, Søndertorv: 2 timers gratis parkering
P-hus Trondur, Volmers Plads: 2 timers gratis parkering
-
Det startede i 1890... Kimen til Vejle Kunstmuseums samling blev lagt i 1890’erne, hvor private borgere donerede fund og erhvervelser med henblik på at etablere et museum med offentlig adgang for alle borgere.
Den første permanente museumsbygning fra 1924 blev doneret af Agnes Benteline Hviid og kunne konverteres til lejligheder for enlige damer, hvis museumsprojektet ikke bar. Det gjorde det heldigvis, og i 1933 blev en tilbygning opført, som både fungerede som bibliotek og museum. I 2007 åbnede den seneste tilbygning, tegnet af Kim Utzon Arkitekter, der gav museet en stor sal til særudstillinger og plads til magasin og værksted.
-
Spændende særudstillinger I Vejle Kunstmuseums store særudstillingslokale Utzon-salen vises en årlig særudstilling. Det kan være en solo- eller gruppeudstilling, hvor nye og relevante temaer udforskes med indlånte værker eller helt nye værker, skabt til udstillingen.
Utzon-salen tager navn efter arkitekten Kim Utzon, som tegnede kunstmuseets seneste tilbygning, der slog dørene op i 2007.
I Vejle Kunstmuseums ældste bygning viser vi i to mindre rum små solo- eller gruppeudstillinger, som altid er skabt i tæt samarbejde med kunstnerne selv.
Udstillingerne her står som regel ca. 3 måneder.
-
Stor samling og permanente udstillinger Vejle Kunstmuseums store samling består af både grafisk kunst, maleri og skulptur.
Museet er førende på grafik og værker på papir med den næststørste samling af grafiske værker i Danmark. Den grafiske samling blev grundlagt i 1899, da etatsråd Christian Eckardt testamenterede sin samling af ældre europæisk grafik og tegninger af danske kunstnere fra hans egen tid til museet.
Blandt de ca. 2.000 testamenterede værker er 51 raderinger af Rembrandt og grafiske tryk af andre af historiens mest berømte kunstnere. Eckardts samling rummer værker fra perioden ca. 1470 til slutningen af 1800-tallet. Museets grafiske samling er gennem årene frem til i dag vokset med markante værker, der viser de nye strømninger inden for samtidskunsten.
Malerisamlingen, primært fra 1800 til i dag, er især centreret om eksistentielle temaer og skildringer af landskab og by. Her er der fokus på civilisation, natur og kultur. Portrætter af mennesker er et universelt tema i billedkunst generelt og godt repræsenteret på Vejle Kunstmuseum: At betragte og spejle sig i andre mennesker er altid interessant, ikke mindst i billedkultur i dag. Et andet tema i samlingen er konstruktion af den eller de virkeligheder, vi mennesker er del af. Portrætter, men også landskaber, kan under maleriernes overflade rumme mere eller mindre synlige fortællinger, der afspejler verdenssyn og endda politiske budskaber.
I 1995 erhvervede Vejle Kunstmuseum den store Wørzner-samling. Samlingen består af 124 malerier, skulpturer, akvareller og pasteller, udført af unge, eksperimenterende kunstnere fra slutningen af 1930’erne til 1945. Værkerne er indkøbt af slagtermester Max Wørzner, som havde et stærkt blik for sin samtids unge kunstnergeneration.
I samlingen vises, hvordan den nye ekspressive spontane malemåde udviklede sig gennem eksperimenter. Senere, i 1948, tog de med Asger Jorn i spidsen initiativ til den internationale kunstnerbevægelse Cobra sammen med andre europæiske kunstnere. Wørzner-samlingen visualiserer de afgørende kunstneriske eksperimenter, der gik forud for Cobra.Wørzner-samlingen var i 2021 en del af særudstillingen Kunst for kød.
I 2025 vil værkerne kunne ses i en ny permanent udstilling med abstrakt kunst.
Kunstmuseets præsentation af skulpturer, primært fra 1900 til i dag, går på tværs af tid, stilarter og perioder. Skulpturer rækker ud i rummet og sanses med kroppen. Derfor giver museets udstillinger mulighed for at opleve skulpturerne fra forskellige vinkler og afstande, mens kroppen er i bevægelse.Vejle Kunstmuseum forpligter sig til gennem nyerhvervelser at præsentere de nyeste banebrydende kunststrømninger.
-
Tilgængelighed God tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede.
Handicaptoilet i stueplan.
Det er ikke kun inde på museet, du finder de gode kunstoplevelser.
Tag vores skulpturguide med på en dejlig gåtur i Vejle midtby, besøg Olafur Eliassions fantastiske Fjordenhus eller oplev Robert Jacobsen og Jean Clareboudts monumentale landskabsskulptur i Tørskind.