Har vi fundet et nyt kongesæde fra vikingetiden?

Har vi fundet et nyt kongesæde fra vikingetiden?

Story Group

Arkæologernes oversigtsplan over Erritsø-anlægget. Det blå er voldgrav og palisade. Man ser også kongehallen tydeligt indtegnet inden for palisaden.
VejleMuseernes arkæologer graver i øjeblikket i Erritsø ved Fredericia, hvor de har fundet, hvad der kunne ligne byggeri til en vikingekonge.

I vikingetiden lå der på det højeste sted i Erritsø ved Fredericia en 40 meter lang kongehal. Den var omkranset af en palisade, en høj træmur, i et kvadrat på 120 gange 120 meter, og uden om palisaden var gravet en to meter dyb og 2-3 meter bred voldgrav. Kongehallen lå med udsigt over til Fyn og - vigtigst - med overblik over det vigtige farvand Lillebælt. Men allervigtigst: Alle kunne se den.

"Det var pral, det var en magtdemonstration, og det har krævet enorme ressourcer - både mandskab og materialer - at anlægge så stort et byggeri. Det er en af grundene til, at vi mener, at dette kan have været et tidligt kongesæde i vikingetiden", fortæller arkæolog Christian Juel fra VejleMuseerne.

VejleMuseerne fandt for nogle år siden begyndelsen til anlægget, og de seneste dages mini-udgravning har til formål at tage prøver, som kan sige præcist hvornår anlægget er fra. Det har nemlig afgørende betydning. Er anlægget fra 7-800-tallet, er vi i perioden før Gorm den Gamle og Harald Blåtand, men er det store byggeri fra 900-årene kan det være samtidigt med de to, som vi normalt betegner som de to første konger over noget, der begyndte at ligne et samlet Danmark.

Arkæologerne kan i udgravningerne se, at palisaden er brændt. Var det et uheld, eller blev den brændt af med vilje? Måske af Gorm og Harald i en magtkamp med rivaliserende kongeslægter, og etablerede Gorm og Harald sig derefter med kongesæde i Jelling? Arkæologerne ved det ikke - endnu. Om nogle uger kan vi forvente svar på de kulstof-14-prøver, som arkæologerne i dag har udtaget trækul til. Det kan fortælle, hvornår anlægget er fra, og så kan det være, der bliver skrevet et nyt kapitel i den tidlige danmarkshistorie.

Udgravningen er gennemført med økonomisk støtte fra Beckett Fonden.

Se interview med arkæolog Christian Juel på TVSYD her.

Eller læs artiklen i Fredericia Dagblad.

 

Christian Juel, museumsinspektør og arkæolog og Mads Ravn, forskningschef og arkæolog     Enden af et stort vikingehus, som har ligget inden for palisaden i Erritsø. Det hvide er mel, som arkæologerne bruger til at markere med, så andre nemmere kan se sporene efter stolper i jorden.  Et tværsnit af voldgraven. Den mørke jord er voldgraven, som, efter at forsvarsanlægget ikke længere var i brug, er fyldt op med organisk materiale/muldjord. Læg mærke til, hvor stejl voldgraven har været - det har været svært for fjenden at komme op igen

    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Administration
Spinderigade 11E
7100 Vejle
EAN nr. 5798006362332
CVR nr. 29189900