vm-loop
læs højtvm-speaker

14.10.18 - 17.03.19

Denne særudstilling kunne opleves på Vejle Kunstmuseum fra oktober 2018 til marts 2019.

Oplev, hvordan satiretegnere over hele verden netop nu tager fat i tabuer og provokerer med deres pen.

Satiretegning er en væsentlig del af vores kultur. Over hele verden kommenterer og provokerer satiren. Satiretegninger kan, som al god kunst, skabe forandring, fordi billederne får os til at reflektere, og de skubber til vores ideer om den verden, vi kender.

#MeToo som dominobrikker

I udstillingen oplever museets gæster ikke bare lange rækker af væghængte tegninger. Satiretegningerne præsenteres på flere forskellige måder, der er med til at sætte dem i kontekst og udfolde deres tema.

Nogle tegninger til temaet 'Magtens ansigt' ligger som inspiration under glas på det bord, hvor man selv kan prøve kræfter med karikaturtegning. Andre tegninger til temaet '#MeToo' er trykt på store dominobrikker for at efterligne bevægelsens globale effekt. Gæsterne kan selv skrive teksten til en tegning om bådflygtningen og EU. På den måde vil vi gerne inspirere gæsterne til at se nærmere på de fantastiske tegninger og give mulighed for aktivt at engagere sig i udstillingen.

Meget mere end Mohammed

Udstillingen introducerer fire aktuelle temaer: 'Magtens ansigt' med eksempel i karikaturer af USA's præsident Donald Trump; 'De udsatte' med fokus på strømmen af bådflygtninge til EU; '#MeToo' der satiriserer over den globale kampagne mod seksuelle overgreb på kvinder; og 'Lige til stregen?' der diskuterer hvordan og hvornår, en tegning går over stregen.

Udstillingen viser mange forskellige aspekter af satiretegning, som er en meget aktiv visuel kultur og kunstform i det meste af verden. Billedets magtfulde evne til at vække stærke følelser og forargelse opleves måske især i sidstnævnte tema, hvor historier om tegnere, der er blevet forfulgt og retsforfulgt for deres tegninger, foldes ud.

Og nej. Mohammed-tegningerne er ikke en del af udstillingen. Der er mange andre ufortalte historier om tegninger, der har vakt røre, om overgreb og om tegnere, der har kæmpet for deres ret til at ytre sig. Nogle af de historier foldes ud i udstillingen.

Religiøs satire er ikke et emne i denne udstilling. Mange andre har behandlet det emne de senere år, så vi holder i stedet fokus på fire temaer, som spejler nogle af de emner, der i dag optager satiretegnere verden over. Den religiøse satire har taget meget fokus, specielt her i landet, men der er så meget andet fantastisk satire i hele verden. Derfor kan denne udstilling ses som en hyldest til al den satire, der også fortjener at blive set og hørt.

Danske og internationale tegnere

Henover sommeren har Vejle Kunstmuseum modtaget op mod 500 tegninger fra mere end 60 satiretegnere fra hele verden, inden for udstillingens fire temaer. De inviterede tegnere er teknisk og kunstnerisk betragtet blandt verdens bedste.

Udstillingen byder blandt andet på kendte danske tegnere som Lars Refn og Bob Katzenelson, der er formand og næstformand for Danske Bladtegnere og er to af bagmændene bag det digitale satiremagasin Spot fra 2015. Mød også kendte tegnere som Informations Mia Mottelson, Arne Sørensen, der i en menneskealder har tegnet til Vejle Amts Folkeblad, og Roald Als, kendt fra Politiken.

International satirisk tegnekunst bliver også rigt repræsenteret i udstillingen. Der kan opleves værker af sydafrikanske Zapiro, som regnes blandt de 10 bedste satiretegnere i verden og gjorde jorden hed for daværende præsident Zuma, der måtte trække sig fra posten i februar i år. Cristina Sampaio fra Portugal har vundet mange priser for sine tegninger, og mexicanske Cintia Bolios streg er sprælsk og utæmmelig. Museets gæster kan glæde sig til en satirisk jordomrejse på første klasse!

I tråd med museets grafiske profil

Med denne særudstilling fokuserede Vejle Kunstmuseum på en grafisk genre, der i sit væsen agiterer for forandring. Museet er førende inden for grafik og værker på papir med en unik samling på omkring 20.000 værker af slagsen. Det er den næststørste samling af grafiske værker i Danmark, og den unikke position skinner igennem på hele museet, hvor mange af de permanente udstillinger er blevet revitaliseret i løbet af de sidste par år.

I løbet af udstillingsperioden blev afholdt en lang række arrangementer: Karikaturworkshop med Bob Katzenelson, foredrag om Muhammed-tegningerne med Lars Refn, omvisninger og besøg af den verdensberømte sydafrikanske satiretegner Zapiro. 

Udstillingen var støttet af Statens Kunstfond, Beckett-fonden, Knud Højgaards Fond og Spar Nord Fonden.

Illustration: Bonil

Vejle Kunst­museum

Brug et par inspirerende timer på Vejle Kunstmuseum.

Læs mere